Vedtægter

for foreningen

Medborgerhuset Vålse gamle skole



§ 1. Foreningens navn og hjemsted:

Institutionens navn er: Medborgerhuset Vålse gamle skole med hjemsted i Vålse sogn.



§ 2. Foreningens formål og opgaver:

Institutionens formål er, at optage medlemmer, der har interesse i at bevare og overtage Vålse gamle skole, for at administrere og drive den, på non profit basis, som et lokalt samlingssted for egnens befolkning.



§ 3. Medlemskab og kontingent:

Som medlemmer kan optages husstande og foreninger m.m., der støtter foreningens formål, at bevare skolen, som et lokalt samlingssted. Et medlemskab har først gyldighed, og stemmeret, efter første kontingentbetaling. Ved kontingentrestance, har medlemmet tabt sin stemmeret. Medlemskabet kan genoprettes ved indbetaling af hele kontingentrestancen.



§ 4. Gældsætning og Hæftelse:

Foreningen kan ikke stifte gæld som medlemmerne efterfølgende hæfter for.



§ 5. Bestyrelse og tegningsregler:

Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år, genvalg kan finde sted. I lige år er 4 bestyrelsesmedlemmer på valg og på ulige årstal vælges 3. Der vælges 2 suppleanter for ét år. Der vælges 2 revisorer for ét år. Endvidere vælges 1 revisorsuppleant for ét år. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsesmøder er kun åbne for medlemmer hvis bestyrelsen skønner det for formålstjenligt. Formanden tegner sammen med kassereren foreningen i økonomiske sager, dog således, at dispositioner i forbindelse med fast ejendom tegnes af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen skal i øvrigt varetage foreningens ledelse og drift, herunder ansætte og afskedige nødvendige medarbejdere.



§ 6. Generalforsamling og dagsorden:

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i marts måned i Vålse gamle skole. Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel, pr. brev og/eller ved annoncering i dags- eller ugepressen med følgende dagsorden:



1.      Valg af dirigent.

2.      Valg af stemmetællere og referent.

3.      Aflæggelse af bestyrelsens årsberetning.

4.      Aflæggelse af det reviderede årsregnskab.

5.      Behandling af indkomne forslag.

6.      Fremlæggelse og vedtagelse af årsbudget.

7.      Fastlæggelse af kontingenter for det kommende år.

8.      Valg af bestyrelsen.

9.      Valg af 2 suppleanter.

10.  Valg af 2 revisorer

11.  Valg af 1 revisorsuppleant.

12.  Eventuelt.



Forslag til behandling på en ordinær generalforsamling skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag kan gennemses ved opslag på skolen.



Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et bestyrelsesflertal eller 20 medlemmer skriftlig kræver det. Indkaldelse skal ske i lighed med ordinær generalforsamling med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal være vedlagt motiveret dagsorden.



§ 7. Stemmeret og afstemningsregler:

Hvert medlem har én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Valg til bestyrelse skal ske skriftligt efter Fravalgsmetoden: På stemmesedlen skal skrives det antal navne, iblandt de opstillede kandidater, der skal vælges til bestyrelsen. Afstemninger afgøres ved simpelt flertal.



§ 8. Regnskabsaflæggelse og revision:

Regnskabsåret er kalenderåret. Bestyrelsen udarbejder årsregnskab, som revideres af de folkevalgte revisorer. Det reviderede årsregnskab fremlægges på den ordinære generalforsamling i marts måned.



§ 9. Vedtægtsændringer og evt. opløsning af foreningen:

Vedtægtsændringer kræver 2/3-dels flertal blandt fremmødte, stemmeberettigede på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Foreningens opløsning kræver ligeledes 2/3-dels flertal, samt vedtagelse af to, på hinanden følgende generalforsamlinger inden for 30 dage og med mindst 14 dages mellemrum. Ved den sidste generalforsamling kræves kun simpelt flertal. I tilfælde af opløsning skal foreningens formue skænkes til et ideelt formål, som efter generalforsamlingens skøn tjener lokalsamfundet.



Som vedtaget på ordinær generalforsamling, Vålse gamle skole d. 9. marts 2007

Hent vedtægter som en PDF fil